Prøv lige at forestille dig, hvis du kunne trykke på en knap, og så få hele verden til at sætte sig ned samtidigt, og se den samme TV serie. Det lyder måske ret makabert i første omgang: hvor meget magt har man lige, hvis man kan få hele jordens befolkning til at sætte sig ned foran et TV og være tvangsindlagt til at se noget du har valgt? Men jeg forestiller mig, at hvad end det er for noget magi der har ladet dette ønske gå i opfyldelse, så fungerer det på en måde, så ingen oplever det som tvang.
Men hvorfor drømmer jeg overhovedet om, at kunne få alle i hele verden til at se en TV serie? Ville det ikke bare være et globalt tidsspilde, som ikke ville bidrage med noget som helst? Det tror jeg virkeligt ikke. Det kommer selvfølgeligt an på, hvilken TV serie man vælger at vise dem alle sammen. Hvis man viser dem alle sæsoner af Teletubbies, så kan det godt ske, at man ikke rigtigt har bidraget med noget til verden. Men så igen: selv disse mange timer med sære væsener i stærke farver, og en leende sol, ville være en delt oplevelse. En oplevelse som alle mennesker på hele jorden har haft på samme tid. Et fælles grundlag, en ting vi kan pege på og bruge som reference. Selv med den værst tænkelige fælles TV serie, tror jeg vi ville komme en smule tættere på verdensfred.
Så hvad ville man ikke kunne opnå, hvis man valgte TV serien med omhu? Hvis man virkeligt tænkte sig om, og valgte noget der kunne skabe så stærkt og empatisk et fundament som muligt. At kunne vælge en TV serie som alle i hele verden ville se, ville ikke bare være underholdning: det ville være en måde at kommunikere et sæt værdier ud til alle, som man senere vil kunne bruge som reference i al kommunikation og i forsøget på at forstå hinanden.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad det skulle være for en TV serie. En del af mig har lyst til at sige, at det nok skulle være en TV serie der handler om juletiden. For der er noget smukt over denne højtid: døren prydet med en smuk juledekoration, det flotte og naturlige juletræ inde i stuen, hele familien samlet, og en masse gaver og smil. Men samtidig må jeg jo erkende, at det er en kulturel ting. Det er ikke alle steder i verden man fejrer julen, og slet ikke på samme måde som vi gør det. Så der må være et bedre valg: noget der fanger de samme gode og kærlige værdier, men kan kommunikere dem ud på tværs af kulturer og baggrunde. Hvis den perfekte TV serie ikke allerede findes derude, så ville et godt næste spørgsmål nok være: hvordan skulle sådan en TV serie se ud?